mandag den 8. marts 2010

Tak for denne gang

Så er det ved at være tid at rejse hjem til Danmark igen. Det har været en  begivenhedsrig rejse som vi i udgangspunktet ikke vidste hvad ville indeholde. Det har været spændende at se og gribe de muligheder der er dukket op hen ad vejen og derved på skift bevæget os i  forskellige kulturer.
Mest af alt har vennerne i flygtningelejren haft stor betydning og vil altid have en plads i hjertet.
Det har gjort et uudsletteligt indtryk at se menneskerettigheder sat til side til fordel for økonomiske og storpolitiske interesser. Billedet er taget på vej tilbage til lejren efter nogle timer i Mae Sot. En tur mange af vennerne ikke havde mulighed for at tage.
Vi er mætte af oplevelser, indtryk og varme :-) og glæder os til at se familie og venner hjemme.
Tak for jeres mange hilsener og kommentarer, det har været dejligt at I var lidt med på rejsen

onsdag den 3. marts 2010

Let´s go shopping


Velkommen med på indkøb i Thailand. hver by med respekt for sig selv har sit lokale marked hvor der kan handles ind. Alle former for ferskvarer kan købes og der er som regel masser af mennesker. Vi har set forskellige markeder og der er stor forskel på hvor rent og pænt der er. Det her er Sansai marked i Chiang Mai og er betydeligt mere rent og pænt end andre vi har set.
Skulle aftensmaden bestå af frøer kan det også købes her. De ligger og spjætter  i levende live og det virker altså mere overvældende end hvis de var aflivede. Jeg har spist frøer herude, konsistensen var lidt som champignon og smagen ikke noget særligt. Vi var på Sansai markedet i forbindelse med et kogekursus vi har været på i thai-mad. Det var en rigtig god oplevelse, så nu kommer der nok lidt mere thai-mad på bordet i Helsinge fremover.Vi lavede 4 forskellige retter og fik også lavet vores egen røde pasta. Det krævede lidt armkræfter at sidde med morteren og "morte" ( hvad hedder det egentlig?...myrde?) ?

tirsdag den 2. marts 2010

"Just another day at the office"

Tro ikke at du kommer til at kede dig som voluntør i Thailand. Jeg har haft masser at lave og har hver aften lagt mig til at sove træt i hovedet. Samtidig er det ikke så let for mig at sove. Der drøner tanker rundt i hovedet konstant. Det er en stor blanding af hvad vi oplever her og hvad der skal ske når jeg kommer hjem, men det er nok temmelig naturligt.
I denne uge er der en gruppe norske studerende, der kører ned til Mae La og. Desværre kører de ikke tilbage til Chiang Mai, gjorde de var vi helt sikker taget med derop! I stedet sender vi tøj, håndklæder og breve med derop.
Det arbejde jeg har lavet har været af forskellig karakter.
I sidste uge var det oversættelsearbejde. VOPs årsrapport skulle oversættes til dansk og derefter sættes ind i dokumentet. Det krævede at jeg fandt ud af hvordan In design fungerede. Det minder temmelig meget om Adobes pagemaker, som er en god gammel kending.
Ellers har vi været hos FBR og hjulpet til med forskellige ting. Oprydning og organisering af et af lokalerne på kontoret, pakning af  kirurgiske instrumenter til de midicinske team og scanning af de medicinske rapporter grupperne har med tilbage fra Burma.
Grupperne fører to skriftlige rapporter når de er i Burma. En "logbog" over hvor de er, hvem de møder og dokumentation af overgreb. Alt fra afbrænding af landsbyer, voldtægter, tvangsarbejde, nedskydnng osv. osv. Derudover dokumenteres det vha. foto og video.
Den anden rapoort er af medicinsk art. Her noteres sygdomme og behandling ligesom forskellige overgreb også noteres her.
Alt dette materiale skal registreres når et team kommer hjem, så der er masser af sådanne opgaver på kontoret.
Mandag og tirsdag har jeg logget" videofilm.  Det har været ret spændende og meget rørende ind imellem. Der har været alt fra leende børn, tandlægebehandlinger, nedbrændte landsbyer til burmesiske soldater og afskydning af mortergranater. Alt sammen er sket i i løbet af januar og februar hvor jeg sad sammen med karenere i flygtningelejren, der ikke længere magtede at leve i den uvished.
Forleden dag sad jeg og læste i FBR håndbog. Der var tegninger og lister over de forskellige våben den burmesiske hær har. Der var retningslinier for hvordan tilfangetagne soldater skal behandles, hvordan man hjælper til ved en fødsel, hvordan man  skulle omgruppere sig ved angreb.  Har man været soldat er noget af det måske almen viden, men jeg har aldrig været soldat eller interesseret mig for våben eller tju-bang-rambo-film. I dag er jeg blevet opdateret på "krigs-film", desværre ikke fra Hollywood men fra virkeligheden.

lørdag den 20. februar 2010

Run 4 relief

Vi var tidligt oppe i dag. Vækkeuret var sat til kl.
5.00 men jeg var oppe og slukke for
aircondition kl.4.00 og så kunne jeg ikke sove mere.
Klokken 6.30 skulle vi være ude i nærheden af Huay Tung Thao søen, der ligger ca. 12km udenfor Chiang Mai.

Vi havde lovet at hjælpe med ved afviklingen af Run 4 Relief-løbet. Disse løb forskellige steder rundt i verden men altid med et humanitært formål .


Distancen var 5 km for alle deltagere, men man kunne deltage ved at gå eller løbe. For løbere var der mulighed for at stille op i flip-flaps, det vi på dansk kalder klip-klappere. Hvorfor laver man en sådan en mærkværdig kategori? Svaret står på bagsiden af t-shirten fra løbet: "For millions of villagers in Burma running is not a choice". Når landsbybeboerne flygter fra den burmesiske hær, er det klip-klappere de løber i................!



Indregistrering startede kl. 7 og løbet startede kl. 8 og efter 16 min. kom første løber i mål. Det var så hurtigt at jeg ikke have kameraet fremme endnu så det her er billede af nr. 2.
Endnu engang blev jeg bekræftet i at dansken i antal er et lille folkefærd, men vi breder os ud over verden. Vi mødte Jens fra Hobro som arbejder for FBR. Hvorfor.? Han har tidligere arbejdet for Red barnet men han ville ud og hjælpe et sted hvor de kæmpede for demokrati!!! Han er på kontoret så formodentlig møder vi ham senere når vi skal derud og arbejde.



Her inde mellem alle mennesker står Frederikke og deler kage ud "banana bread, pumpkin cake og apple". Hun får talt lidt engelsk og idag erhvervede hun sig derudover to Harry Potter bøger på engelsk.  Den ene, Harry Potter and the order of Phoenix på 766 sider , den anden, Harry Potter and the deathly hallows, på 607 sider ! Hun er en bogorm som hun selv skriver på sin blog!
Den ældre mand til højre med stråhat er forøvrigt Allan Eubank. Han er far til Dave Eubank som er en af hovedkræfternerne i FBR.

I går aftes fik Frederikke og jeg fodmassage i en time. Det var skønt og billigt ca. 34 danske kr tilsammen!.
Vi taler en del om hvor lave priserne er herude og Frederikke får ind i mellem lidt dårlig samvittighed over så lidt vi betaler, men det giver jo god anledning til lidt undervisning i samfundsfag og etik.
Imorgen tager vi på tur med Peter og Neel til Dronnings Sirikits botaniske center. Et kæmpeområde med drivhuse, bambus, orkideer, vandfald og alt muligt.

Jeg er godt klar over at min orddeling ind imellem er lidt mærkværdig. Jeg har prøvet at få det til at ændre sigl men det er endnu ikke lykkedes mig. Kan nogen hjælpe mig er de meget velkomne.
Posted by Picasa

fredag den 19. februar 2010

Aben Wionna

Kun tre måneder gammel og her igang med
en mangoskræl
Posted by Picasa

Aben Wionna

Posted by Picasa

Heste og aber

Ja, jeg indrømmer at det ikke er verdens bedste billede, men jeg er nødt til at dokumentere at jeg nu for anden gang i mit liv har været ude og ride!
Vi besøgte familien Eubanks igår og de har 4 heste på "ranchen". For hesteinteresserede kan jeg oplyse at to af dem var mongolske ponyer, de andre to også mongolske ponyer men blandet med araberheste.
Pigerne i familien har reddet siden de kunne gå og lige efter vores ankomst blev den ene hest sadlet op og så nærmest fløj den 7-årige afsted på en af hestene. Det er helt utroligt hvor hurtigt de små ponyer kan komme afsted .
Den ene af hestene er ikke rigtig vænnet til at have en rytter på endnu så vi overværede også hvordan den træning foregik. Det startede lidt uheldigt med at den smed en af pigerne af, og så var det helt sikkert at Frederikke ikke skulle prøve nogen ridetur.
Helt forståeligt, var det sket før jeg var kommet op på hesten havde jeg nok også betakket mig. Resten af træningen lignede mest noget fra "Hestehviskeren", ret spændende at overvære når man ikke ved noget som helst om heste.

"Ranchen" ligger helt utroligt smukt omgivet af en mangoplantage, jungleområde og bjerge. Der er kun de lyde man selv laver og så selvfølgelig den baggrundslyd der altid er fra dyr og insekter. Det var meget tiltrængt at mærke stilheden, der var aldrig helt ro i flygtningelejren og lige nu bor vi midt i Chiang Mai hvor der altid sker noget eller kører en bil forbi.
Det var en rigtig dejlig eftermiddag, snak og grin og en lille abe. Den hedder Wionna og er pigernes kæledyr. De mener den er ca. 3 måneder gammel. De har købt den i en landsby i junglen og ender med at være på størrelse med en almindelig rygsæk. Den havde en særlig kærlighed for Frederikkes fødder, årsagen til dette lader jeg stå hen i det uvisse. Dens små fødder var varme og bløde og den var altså rigtig, rigtig sød. Mon den også er det om et års tid??

Familien arbejder i grænseområdet mellem Thailand og Burma med nødhjælp og dokumentering af overtrædelse af menneskerettigheder. Ved spisebordet lå der derfor kort over junglen med angivelser at forskellige områder og mobiltelefonen bliver taget hver gang den ringer. Det var lidt mærkeligt at sidde og kigge på de kort. Vi gik også forbi et rum fyldt med camouflagetøj og rygsække.
For to år siden blev de arresteret af det thailandske politi, udsat for forhør men blev frigivet. En af de soldater der var med til forhøret brød sammen undervejs i respekt for det arbejde de udfører.
De har ikke kunnet få visum siden arrestationen og har derfor i to år opholdt sig uden visum i landet. I går fik de udstedt visum igen så glæden var stor.
De er lige kommet tilbage efter 3 mdr i junglen og der er masser af dokumentering og registrering der ligger og venter. De har brug for hjælp til dette, så vi har aftalt at jeg ringer når mine opgaver på VOP er færdige.
Posted by Picasa